Verdens lykkeligste land?

Jeg kan godt lide at bo i Danmark, og jeg holder af at gå på Marselisborg Gymnasium. Men én ting går mig på. Det går mig på, at vi har accepteret uhøflighed, nærighed og smålighed. Jeg oplever det hver evig eneste dag. At folk sætter sig på det yderste sæde i bussen, for at undgå at komme til at sidde ved siden af nogen, at folk skifter fortov for at undgå kontakt med andre, og til sidst, hvordan folk kigger ned i deres mobiltelefon for at undgå akavet øjenkontakt. Jeg hader, at det skal være på denne måde, som om, at vi danskere ikke kan lide hinanden. Hvad er det, der er så farligt ved at tage kontakt til vores medmennesker?

Jeg synes, at det er ærgerligt, at vi selv i vores hverdag på et gymnasium ikke har mere kontakt med de andre årgange, ja selv de andre klasser på vores egen årgang. Hvad skyldes det mon, at vi ikke i højere grad søger kontakt og skaber nye relationer? At vi har for travlt med os selv?

Vi har travlt.Travlt med at have travlt.

En årlig undersøgelse viser, at det danske folk flere år i træk har vundet titlen som det lykkeligste folkefærd i verden. Men hvordan er det synligt i vores hverdag, når vi prøver alt, hvad vi kan for at undgå hinanden? Dog er jeg selv skyld i det. Jeg tager mig selv i at blive fornærmet, hvis en ganske fremmed person henvender sig til mig. Splittet mellem at handle velopdragent og ønske at se den anden vej. Hvordan er vi blevet så private? Og hvordan stemmer denne tendens overens med, at vi er det lykkeligste folk i verden?

Lidt smalltalk skader vel ikke nogen - tværtimod?

Jeg tror virkelig, at vi kunne lære noget af andre lande. Mange steder i verden er det slet ikke usædvanligt at tale med andre folk i det offentlige rum. Det kunne være i supermarkedet, eller når man venter på bussen. At ofre få minutter på lidt småsnak eller blot at sende et smil, kan måske redde en persons dag.

Jeg er flov over, at det skal være på denne måde. At vi er så snæversynede, at vi ikke engang kan se ud over enden af vores egen næsetip, at man ikke hilser på de andre elever på skolen eller på en gammel klassekammerat, når man tilfældigt mødes i bussen. Noget må ændres. Vi har brug for en anden måde at se vores medmennesker på. Et helt nyt niveau af gæstfrihed og høflighed generelt. Det kræver ikke meget. At være venlig koster ikke noget, og måske kan man endda sprede glæde hos en anden person.

Min mor plejer at sige til mig, at man ikke bliver fattigere af det, man giver. Jeg tror på, at det er sådan, man skal se det. Selvom vi lever en travl hverdag og mest af alt løber rundt i vores egen lille “mig-bobble” er smil, glæde og høflighed gratis - så hvorfor ikke dele ud af det?

/Anna Schmidt

Det virkelige liv

Livet er begyndt, begyndt for alvor. For hver dag der går, går det mere og mere op for mig, at jeg, som et enkelt individ, er nødt til at tage mit liv i mine egne hænder. At mor og far ikke længere er min redningsplanke, hver gang tingene ikke går som planlagt. Da jeg var mindre, var mit største ønske at blive voksen, så jeg kunne tage mine egne beslutninger, og gøre hvad jeg ønskede. Nu nærmer tiden sig de 18 år og alt jeg ønsker, er at blive et barn igen, hvor mor bestemte hvad vil skulle have til aftensmad,  spurgte om jeg havde lavet lektier og kørte mig fra nær til fjern, som mine private taxachauffører. Som gymnasieelev er det pludselig op til en selv at få lavet lektierne, og for mit vedkommende bliver rejseplanen flittigt brugt, gerne op til 10 gange om  dagen. Og alligevel kokser det - jeg kommer for sent,  og giver bussen skylden – jeg glemmer at lave lektier, og giver den lange skoledag skylden. Men er det ikke min egen skyld? Eller er det ingens skyld? Er det bare sådan livet er, at ingen er perfekte?

Vi som mennesker vil altid have det, som vi ikke kan få, og gøre det, som vi ikke kan. Det ligger dybt i os, så dybt, at det ofte er ubevidst. Sidste år var jeg på efterskole, og det var det bedste år i mit liv. Jeg levede i en boble af tryghed og havde ingen bekymringer. Året fløj af sted og nu sidder jeg her på Marselisborg Gymnasium. Nu er atter et år af mit liv snart gået, men forskellene på disse to år er enorme. Tiden er fløjet, men året har for mit vedkommende været fyldt med en masse bekymringer, uvished og svære valg at træffe. For første gang i mit liv har mine beslutninger konsekvenser for min fremtid, hvad vil jeg, og hvad vil jeg ikke? For mit vedkommende skulle jeg f.eks. tage stilling til, om jeg ville starte ”forfra” igen, ved at skifte klasse. Mange tanker var indblandet i min beslutning, men nogle gange må man bare kaste sig ud i livet.  Men sådan tror jeg de fleste kan nikke genkendende til. ”Velkommen til det virkelige liv.

Man kan ikke have en klar definition på alt, men man kan have en opfattelse af, hvad der er rigtig og forkert. For mit vedkommende er det ”virkelige liv” svært at definere, men vi som enkelte individer er med til at forme og udvikle, hvad dette begreb indebærer. Da jeg gik på efterskole var det virkelige liv for mig glade dage med mine venner og mad serveret på faste tidspunkter, imens min mors virkelighed var at planlægge madplan og arbejde ekstra, så hun kunne betale for mit ophold. Så hvem kan sige hvad det virkelige liv er?

En ting er sikkert, livet begynder! – det er gået op for mig, at det sker lige pludseligt. Overgangen kan ske fra den ene dag til den anden. For mig var det fra dagen jeg stoppede fra efterskole og startede på Marselisborg. Pludselig fik jeg ikke kun en straf, som kunne indebære at skulle vaske gulvet i spisesalen, hvis jeg kom for sent. Nu får jeg fravær, men værst af alt, jeg skuffer mig selv. Så jeg mener i den grad, at mit liv er begyndt, begyndt for alvor.

Maja Jung Møller

Min vinkel på hverdagen i gymnasiet

Nu er det april, sommeren er lige rundt om hjørnet. Et skoleår er snart forbi. Vi har gennemført første tredjedel af gymnasiet. Inden jeg startede på 'Mars', gik jeg på Interskolen, en lille privatskole, som vægter det faglige højt. Allerede fra barnsben, blev en hård disciplin indoktrineret i vores unge og blomstrende sind. Engelsk i første klasse, tysk i tredje og fransk i femte. For mit vedkommende, valgte mine forældre, at placere mig på Interskolen, for "mit eget bedste". De ønskede, at jeg udover den høje faglighed, automatisk lærte at prioritere og skemalægge mine lektier, så jeg kunne opnå bedst mulig resultat. Jeg er nu glad for at jeg tilbragt min første del, af det lange uddannelsesliv, jeg har foran mig, på Interskolen.

De første dage, hvor vi alle var nye på Mars, præsenterede vi os for hinanden, og lærte nye ting om vores nye klassekammerater. Da jeg sagde, at jeg kom fra Interskolen, blev der hurtigt spurgt igen, om at det ikke var "ren slavepiskning" eller "militærskole". Jeg blev forundret over at man ville få sådan et billede af Interskolen.

I starten af året, fik vi til opgave at skrive et blogindlæg hver, og nu er det endelig min tur. Størstedelen af blogindlæggene var præget af at være "stresset" eller modsvarene "ikke at være stresset, men at være presset." Jeg vil tage parti med at man kan være presset, men ikke stresset.
Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at det kan være hårdt en gang i mellem, men stresset, vil jeg nu ikke sige! Føler man sig oprigtig stresset, er gymnasiet, måske ikke den rigtige vej. Det bliver kun hårdere og sværere.
Man kan måske sige, at ens opdragelse og valg af skole, kan have en afgørende indflydelse på hvorvidt, man læser videre på gymnasie og derefter universitet.

Når jeg har læst indlæggene om stressetshed, kan jeg ikke undgå, at tænke på misprioriteringer og manglende systematik. Vælger man venner eller afleveringen til næste uge. I mit tilfælde, vil jeg oftest vælge afleveringen. Det vil jeg gøre fordi, gymnasiet vægter jeg højest, og tænker at jeg er priviligeret i forhold til at det er gratis, og jeg vil vise min taknemmelighed, ved at knokle.

Jeg er derfor evig taknemmelig for mine forældre, for at have placeret mig på Interskolen. Jeg har lært at prioritere, og kan se at Interskolen har klædt mig bedst mulig på, til det lange uddannelsesforløb jeg har foran mig.

Er jeg flink for din eller min skyld?

Er jeg flink for din eller min skyld?

Torsdag aften d. 14 april, skulle jeg ud at køre med min kørelærer. Jeg skulle lære at køre nattekørsel og var derfor inde inde i byen, usædvanligt sent. På vej mod Park allé hvor jeg skulle med bussen, stødte jeg ind i to fremmede, udenlandske kvinder. De var begge fra Øst Europa, og på trods af den manglende dansk og engelsk, var de alligevel begge ivrige efter at snakke med mig. Til enhver anden tid, ville jeg have haft en utroligt afvisende attitude, så selv de to Øst Europæiske piger, aldrig ville have været i tvivl om, at jeg ikke ville bruge min tid, på at snakke med dem. Men denne aften tænkte jeg ”hvorfor ikk”, og valgte derfor at høre hvad de havde at fortælle. Måske fordi jeg ikke havde travlt, eller måske fordi de to Øst Europæiske piger, faktisk så ret godt ud. Jeg ved det ikke.

En af de to unge piger, spurgte mig på en blanding af dansk og engelsk, meget kort og præcist om jeg troede på liv efter døden. Til hendes store ærgrelse måtte jeg svare et ærligt nej. Efterfølgende spurgte hun så, om jeg virkelig ikke troede på at der en mening med livet og hvorfor vi er her, og da jeg igen svarede nej, begyndte hun så at snakke om noget der faktisk fangede min interesse.

Den unge pige mente, at hun var her på jorden, for at behandle andre mennesker godt, så hun i sidste ende, enten ville komme i paradis, eller få lov til at leve endnu et liv på jorden.

Jeg synes det var spændende, fordi alle andre ville svare, at de skulle behandle mennesker godt, for at virke flinke og hjælpsomme. Men hende her pigen gjorde det altså i bund og grund for sin egen skyld.

Efter jeg nu er blevet 18 år gammel, og blevet tildelt den nye status som voksen, følger der også andre bemyndigelser med. Nye privilegier, som at kunne anskaffe sig et kørekort, stemme ved valg eller at gå i byen, uden angsten for at dørmanden prikker en på skulderen vel og mærket. Alt meget gunstigt og noget der i den grad har været længeventet. Ikke nok med det, er det også blevet tid for mig til at tage stilling. Hvordan vil jeg opføre mig? Hvem vil jeg imponere? Og er der nogen, som jeg ser op til? Jeg er kommet frem til, at der kun er én person, for hvem jeg skal bevise at jeg kan opføre mig ordenligt, én person jeg skal se op til, og én person jeg skal imponere. Og det er mig selv.

Er jeg selv tilfreds er det godt nok, og hverken en gud eller andre større magter, skal bestemme hvorvidt jeg skal have lov til et liv mere ud fra hvordan jeg opfører mig. Det kræver selvfølgelig en del selvdisciplin, at kunne sortere i ens mere og mindre gode opførelser, men jeg tror at det er fint nok.

Hvem jeg ser op til?

Jeg ser op til mig selv.  

Godt nok ikke mig nu, men mig om 10 år. Ja, mig om 10 år er den person jeg vil være. 

Så vil den kloge læser sikkert spørge, ”Mads, er du så perfekt om 10 år?” og til det kan jeg svare et rungende nej.

Fordi så vil den person jeg ser op til, igen være mig om 10 år.

Altså altid være 10 år foran.

Jeg vil aldrig nå mit mål, men det er okay. Fordi det efterlader mig med noget jeg kan jage og se op til.

Smil

Der er meget at se til som teenager. Der er et hav af ting, der skal og bør gøres, både positive og negative ting, og til det hele er der krav. Der er både sociale krav, uddannelsesmæssige krav, fysiske krav, krav til sig selv, krav fra andre. Der er kun 24 timer i døgnet, selvom det til tider føles som om, der er opgaver til 40 timer. Så hvordan gør man det lettere for sig selv?

Min lillebror blev konfirmeret i lørdags - Han er ret interesseret i naturvidenskab og derfor valgte nogle af gæsterne at give ham en model af ”Newtons Vugge” - 5 kugler hænger på en række - og når man trækker den ene ydre kugle ud og lader den falde ind på de resterende, ryger den modsatte yderkugle ud og sådan fortsætter det - Aktion skaber reaktion.

Det er jo ikke tilfældigt, at de har valgt, at give ham netop denne figur, og ikke en hvilken som helst anden. Udover at det er en smart og stilfuld figur, og kuglerne i øvrigt siger en yderst behagelig lyd, når de rammer hinanden, så er det jo i bund og grund en livs-lektion. Positiv aktion skaber positiv reaktion. Det man selv lægger i en interaktion, afspejler sig ofte i den reaktion, man ender med.

Det gælder også i dagligdagssituationer. Jeg er ikke selv særlig god til det - vi er, i nogle sammenhænge, ikke særlig gode til det. Bare se på, hvordan vi kan få hinanden kørt op til, at ”…Vi bare ikke orker næste modul, og så er det endda matematik og det er desuden heeelt oppe i lokale 221…” - og så eskalerer det ellers bare.

Jeg siger ikke, at vi skal stoppe med at brokke os, for det synes jeg ikke - og det kommer desuden ikke til at ske. Men man vurderer selv, hvor meget magt en situation skal have. Man kan lade den ødelægge sit humør, eller man kan sørge for, at den ikke gør det. Min pointe er bare, at hvis man føler, at man er meget presset, så er det her, for mig, et godt sted at starte. Tingene bliver virkelig lettere og mere overskuelige, hvis man ikke gør dem større og værre end de er. Dette gælder også alle de krav, som vi forsøger at efterleve - ind imellem må vi tage nogle valg og så acceptere, at med valg følger også fra-valg.

Det handler altså om at minimere den negative energi, man lægger i de forskellige opgaver og krav. Tingene er ikke nødvendigvis så uoverskuelige, som man ellers kan få følelsen af - og måske kan det hele nås indenfor døgnets 24 timer… Især hvis man ind imellem husker på det gamle ordsprog; Smil til verden, og verden smiler til dig!

- Line Zesach

Jeg må godt have travlt

Klara M. Poulsen

Nogle ville nok mene, at jeg har for meget at se til, men det synes jeg ikke. Jeg elsker, når der sker en masse. Hele weekenden har jeg simpelthen taget den ene vagt efter den anden på mit arbejde, som er at stå i kaffebaren på Ingerslev Torv. Både lørdag og søndag stod jeg og solgte kaffe fra 8-15. Udover det skulle der jo også være plads til venner. Lørdag aften blev det til to veninder, en flaske rødvin og noget god musik. Er det for meget at skulle på en weekend? For nogle er det helt sikker alt for meget, men for mig er det perfekt. Jeg er en pige, som elsker, når der sker noget, og når det er ting, jeg kan lide at lave! Det lyder måske underligt for nogle unge, men jeg kan virkelig godt lide mit arbejde! Det at skulle stå og sælge kaffe m.m. Til glade kunder, og tjene penge på samme tid er slet ikke værst. Noget andet godt ved mit arbejde er jeg kan få alt den kaffe, jeg kan drikke, hvilket man godt kan få behov for, når man arbejder i 7 timer.

     Men hvad så med alt det andet? Træning, skole osv. Det skal selvfølgelig også lige presses ind i programmet. Træningen blev passet lørdag. Og søndag aften sad jeg så med alle lektierne til i dag. Det selvfølgelig en stor mundfuld at sidde med sidste aften, men efter sådan en god, indholdsrig weekend så passede det mig helt fint bare sidde og slappe af til nogle lektier.

Skal der så bare hele tiden ske noget og være gang i den? Nej slet ikke, jeg kan også virkelig godt lide at sove længe eller bare slappe af til noget godt musik eller en god bog. Men med 3 jobs, skole, venner og træning 3-4 gange ugentlig, så kan man ikke komme udenom at der er meget at se til. Som sagt er der nok mange der synes, at det er uoverskueligt bare at høre om alle de ting jeg laver, men jeg en pige med gang i og slapper bedst af når jeg skal syttenhundrede ting på en dag.

Jeg er trods alt også bare et menneske, så nogle gange kan tingene også blive for meget for mig, og så må jeg sige nej til noget af det. Jeg kan ikke alt og det accepterer jeg selvfølgelig også. Ofte er et ungdomsliv et travlt liv. Vi unge har så meget vi gerne vil nå. Men jeg mener det er vigtigt, at mærke efter for den enkelte, hvornår man ikke kan mere og så sige nej. For vi kan ikke klare alt og det er helt okay!