Stress eller travlt?

Vi har ikke stress. 

Det kan føles sådan, men det tror jeg ikke på. Vi har travlt, men ikke stress. 

I sidste uge havde vi praktisktalt næsten fri i 3 dage, alligevel brokker vi os over en dag med 3 lektioner, der starter kl 8. Med en ferie, der starter denne fredag, synes jeg, det er latterligt. Ikke at jeg ikke selv har brokket mig, og synes det har været hårdt. 

En skoledag fra 8 til 15.15 burde være overkommelig. Men hvorfor er så det ikke sådan? Hvorfor er det så uoverkommeligt for os? Folkeskoleelever har det næsten "hårdere" end os. Min søster, der går i 7., har for det meste en skoledag fra 8.15 til 16 - dog brokker hun sig, men ikke i samme omfang som mig. 

Med vores 3 dage med i alt 3 moduler, har en opstart igen været hård. Vi havde lige nået, at vende os til kun, at være på skolen i 1,5 time og så hjem og sove igen - jeg synes ikke det har været sjovt at gennemgå denne forandring, men synes vi brokker os for meget. Det var dage med et modul idræt, et modul matematik og et modul biologi - ikke ligefrem slemme fag at komme igennem. 

Det er ikke slemt at gå på gymnasiet. Vi har det godt, pauser på 30 min efter 1,5 time, en kantine der rummer nogenlunde al den mad vi kunne tænke os og gode faciliteter til et godt læringsmiljø. Hvad er problemet? 

Med en ferie på fredag, adskillige helligdage og ca. 11 uger tilbage af 1.g, skal tiden til at nydes. Vi går med 26 unge mennesker hver dag, og, hvis ikke vi allerede gør det, skal det til at nydes og helt sikkert udnyttes noget mere. Her er det med fællesskabet igen - vi udnytter det ikke godt nok, og så alligevel. På skolen er der rigeligt med fællesskab, vi hjælper hinanden, om det er med lektier eller andet... I dag, tirsdag, er fx et eksempel. Karoline havde fødselsdag og os piger fejrede hende med chokolade, snak og hygge. Vil gerne indrømme det er længe siden vi alle har siddet sådan i en pause, og hygget os. Det var rart synes jeg. 
Dog er uden for klassen er det en anden snak. Der bliver ikke lavet meget for os alle, og hvorfor ikke? Personligt tror jeg det er fordi vi er 27 i klassen - 20 piger og 7 drenge. Det kan næsten ikke lade sig gøre, det er ikke mange steder, man kan troppe 27 unge mennesker op, og kræve de har plads - det er umuligt. Også med så mange forskellige holdninger og personligheder, der har forskellige meninger om hvad der er rigtigt, kan det være svært. Det giver uenigheder, drama, måske endda skænderier, men ikke i høj nok grad til der skal gøres et større nummer ud af det. Især ikke i høj nok grad til, hvor meget vi snakker om at forbedre det. 

Men nok om det – vi har det godt. Fællesskabet i klassen er der. Vi har ikke stress. Vi har travlt og da slet ikke så travlt, at det ikke kommer i højere grad, lige om lidt...

Alkoholkulturen på gymnasiet

I fredags holdt vi igen klassefest. Ligesom til alle andre fester med tilknytning til gymnasiet var der masser af alkohol indblandet. Selvom de fleste nok allerede begynder at drikke i slutningen af folkeskolen, så er der et kæmpe spring fra folkeskolen til gymnasiet i forhold til alkoholkulturen. Men hvordan kan det være, at der er så stor forskel på kulturen i folkeskolen og i gymnasiet. Nogen af os kunne jo næsten stadig gå i 9. klasse. Det kan derfor ikke direkte have noget med alderen at gøre. Selvfølgelig er det naturligt, at jo ældre man bliver jo mere naturligt er det at drikke, men det kommer jo ikke som et trylleslag på ens 16-års fødselsdag.  

Personligt begyndte jeg selv at drikke i starten af 9. klasse, men der drak jeg officielt kun øl og cider, selvom vi alle sammen kom med vores små vandflasker fyldt med vodka eller noget andet stærkt, så vores forældre ikke ville opdage, at vi havde været på rov i barskabet derhjemme. Nu når man er kommet i gymnasiet har jeg hvert fald selv adskillige tomme vodka-flasker stående frit fremme på mit værelse, som jeg ikke har fået fjernet. Mine forældre er komplet ligeglade. Men hvorfor er der så stort et spring? Hvad er det der sker inde i vores egne hoveder, men også i vores forældres hoveder, som fuldstændig ændrer vores rammer og normer for at drikke, når vi kommer i gymnasiet. Og det er ikke engang fordi jeg selv kan hæve mig over det. Jeg drikker endnu mere end jeg gjorde i folkeskolen, men jeg tror ikke engang jeg selv ved hvorfor. Det er vel bare mere accepteret at drikke sig i hegnet i gymnasiet, for alle andre gør det også, så ingen dømmer dig.

   Helt enkelt tror jeg også, at det skaber et bedre sammenhold. Når man er fuld åbner man sig måske lidt mere op, end man normalt gør. Man er måske sammen med nogen, som man normalt ikke snakker med, så selvom voksne nok synes det lyder latterligt, så er alkohol nødvendigt i gymnasiet. Vi kommer næsten alle sammen fra forskellige steder og skoler, og så er det bare nemmere at lære hinanden at kende, når man ikke har nogle grænser og kan være sig selv med lidt hjælp fra alkohol.

Hvis jeg selv skal give et bud, tror jeg, at det er et helt andet miljø, man i gymnasiet befinder sig i. På en folkeskole er der børn helt ned til 5 år, så det er nok ikke det ideelle sted at drikke sig plankestiv, hvorimod de yngste på et gymnasium er 15-16 år gamle.

Så alt i alt er der vel ikke en helt bestemt grund, men det er vel i bund og grund traditioner, som bliver ført videre fordi unge synes det er fedt og sjovt. Alkohol er vel bare en naturlig del af gymnasiet præcis ligesom afleveringer, venskaber og masser af skoletimer.

Sofie Koch

Sammenhold

Sammenhold

Hvorfor kan vi ikke bare tage os sammen? Jeg havde egentlig håbet, at det ville blive bedre. Fokuseret på at gøre mit for det og ellers bare satset på at klassen i fællesskab kunne hjælpe det sammenhold, der i starten var godt, på sin rette plads igen.

Hvis man slår ordet ”sammenhold” op står der ordret: ” det at en kreds af mennesker holder sammen ved at hjælpe, støtte og forsvare hinanden i medgang og modgang”. Jeg ved godt, at det ikke er muligt, når der er tale om sådan en  stor kreds af mennesker, men kan man i det mindste ikke give det et forsøg?

For mig er det at have et godt sammenhold vigtigt. Især når det er nogen, man skal være sammen med næsten hver dag i 3 år. Personligt synes jeg ikke, at vores sammenhold er særlig godt, og det er jeg træt af.  Jeg er nemlig en person der føler mig bedst tilpas, et sted hvor der er et godt sammenhold, et sted hvor alle kan sammen, og ikke føler sig tvunget til at være ”søde” overfor hinanden.

Da vi startede i SB i August sidste år, gik der ikke lang tid før, at jeg følte at klassen havde et godt sammenhold. Der skulle ikke gå mere end 5 dage før vi holdte den første af vores såkaldte ”abefester”. Men den var god for os. Da alkoholen kom indenbords, åbnede folk sig op, og da jeg kom i skole igen mandag efter weekenden, følte jeg, at jeg havde kendt folk i flere måneder, i hvert fald vidste jeg meget om dem. Weekend efter weekend holdte vi fest, og det gjorde, at vi kom endnu tættere på hinanden. Men lige pludselig gik det i stå. Vores sammenhold faldt til jorden, og det flere andre klasser havde været misundelig på var væk.

Efterfølgende er folk gået ud og nye er kommet til. Men klassen er blevet mere og mere opdelt  for hver dag der er gået, og næsten alle har fundet nogen, de går fast med. Det er der jo heller ikke noget at sige til, når man er 20 piger og syv drenge i klassen, med forskellige interesser og meninger. Selvfølgelig vil der være grupper, men behøver det virkelig at være så opdelt?

Jeg synes sku, at det er ærgerligt og selv når der så sker noget, om det er power bowling, arbejde for at tjene penge til studietur eller en fest, så er det næsten altid de samme som gang på gang melder sig klar. Klar til give en ekstra hånd for at opretholde sammenholdet og ikke lade det falde til jorden.

Men hvorfor er det så, at vi ikke bare kan tage os sammen? Et godt sammenhold kan ikke købes for penge, men skal der imod opbygges igennem oplevelser, vi skal have sammen. Så skal vi ikke bare tage hinanden i hænderne og springe ud i det? Det synes jeg hvert fald ville være en god ide.

- Karoline Lambæk

Almen studieforberedelse 

Lige efter en dejlig vinterferie, hvor man har fået slappet af, sat sin stressende hverdag på pause, nydt venner og familie. Bare været sig selv. Så kommer man tilbage til hverdagen, hvor der står AT på skemaet. De sidste dage af min ferie kunne jeg ikke tænke på andet end AT. Hvad gik det præcist ud på? Hvor meget tid skal jeg sætte af til det? Hvor indviklet er det? Der var så mange tanker og spørgsmål, der fløj igennem mit hoved.

Så blev det mandag morgen efter ferien. Alle os 1.g’er skulle mødes i kantinen og høre, hvad dette AT forløb præcist gik ud på. Vi fik en masse info om alle de forskellige metoder, man skal bruge igennem forløbet. Derudover fortalte lærerne, at når vi har været igennem de 6 AT forløb, som vi skal igennem i løbet af de 3 år her på Mars, så kommer AT eksamen. Jeg vil kalde selve AT eksamen for det 7. AT forløb.

Når jeg kiggede rundt på alle eleverne, kunne jeg se, at der egentlig ikke var ret mange der vidste, hvad det var vi skulle, selvom vi lige havde hørt om det. Vi fik det bare kastet i hovedet lige efter ferien. Efter min mening var det en meget hård opstart efter ferien.

Da vi havde hørt om hvad AT gik ud på, kom vi ud i vores klasser, og blev delt ind i grupper. Vi skulle vælge 2 fag ud af 3. Min gruppe valgte samfundsfag og biologi, så vi valgte matematik fra. Vi skulle skrive om rusmidler, hvor vi så valgte alkohol, da vi følte, at vi havde mest viden inden for dette emne.

Allerede den første dag følte jeg mig stresset. Jeg kunne virkelig ikke se hvordan, vi skulle kunne nå det. Jeg sagde ofte til mig selv, at det var umuligt at nå det. Vi forstod først, hvad det egentlig var vi skulle tirsdag eftermiddag, hvilket var lidt stressende. Jeg skulle selvfølgelig aldrig have tvivlet på mig selv, da det jo bare gjorde mig mere stresset i den uge. Men vi nåede det, vi afleverede vores synopsis, og så var der bare en ting mere, at være frustreret over. Hvem skulle fremlægge? Jeg var så nervøs, og frustreret over, at man ikke vidste hvem der skulle op at fremlægge sin synopsis. Det blev ikke min gruppe, så jeg kunne slappe mere af, og lytte til de andre, hvor jeg lærte en del, af at høre en anden gruppe fremlægge deres synopsis.

På trods af at jeg var stresset i starten, over at jeg ikke troede vi ville nå det, var AT alligevel ikke så indviklet, som jeg troede. Man skulle bare lige ordentlig i gang. Jeg synes dog stadig, at det var en hård start på ugen efter ferien. Man startede lige på og hårdt, men mon ikke det også er sundt for hjernen? At starte igen med noget andet, end det man er vant til? Det vil jeg tro at det er.

- Julia From