Perfekt?

 Perfekt?

I søndags lå jeg med tømmermænd, og filosoferede over hvorfor vi som mennesker vil udsætte os for blod, sved og tåre for at opnå en trænet muskuløs krop, der har som formål at kunne vises frem med stolthed, som et udarbejdet produkt. Et produkt der lever op til den ideale figur, der er fastlagt af blandt andet de nationale samt internationale medier, der hier efter at danne et billede af "Det perfekte". Men hvad er det perfekte egentlig?

 Når man stiller det spørgsmål, vil man stå tilbage med mange forskellige svar. For hvem bestemmer, hvad vi individuelt betegner som det perfekte?

Hvis man spørg en gammel mand og en teenager hvad de synes der er det perfekte, får man højst sandsynligt to vidt forskellige svar. I og med, at de to personer har hver deres form for livserfaring vil deres svar ligeledes afhænge af dette. Teenageren vil muligvis sige: "en smuk krop og godt med penge",  mens den gamle mand måske vil sige: "Det, at jeg har mennesker omkring mig, som gør mig glad og mit liv værdigt, er et element som jeg forbinder med perfekt." - Lidt et andet bud, men et svar som vi nok alle kan følge. Jeg synes personligt, at det er noget vi mennesker bør tænke over. At sætte pris på det vi opnår sammen med andre mennesker, for det er noget der i min verden, er det der er værd at kæmpe for. Det at være stolt over sin egen indsats i livet, men i sammenhæng med andre, vil være noget, der vil være i os for altid. Noget vi har fælles, noget vi har kært. 

Jeg tænker tit over om jeg gør det? Sætter pris på mine venner, min familie og ikke mindst min klasse. Og det synes jeg egentlig jeg gør. 

Men som ung i det moderne samfund er ens fokus ofte rettet mod, hvordan vi klæder os, hvor stor kapital man er i besidelse af, men også ens kropslige udstråling. - Eksempelvis i gymnasiet, da man som elev kommer ind i en ny verden, hvor det gælder om at føre sig frem og klare sig bedst muligt i forhold til de andre. Venner eller fjender, så har man en konstant stemme i nakken, som siger at du skal være et skridt foran de andre. Jeg kunne forestille mig, at det er derfor at mange elever synes, at det er hårdt og stressende at gå i gymnasiet. Vi glemmer at nyde, at vi er unge og værdsætte at det vi har sammen, er det, der gør gymnasiet til de tre bedste år i vores liv. Alt dette fordi vores fokus er disponeret forkert.

Man er tvunget til at fremstå så perfekt som muligt via stil, derved penge og en top-trænet krop, der kan leve op til de krav, vi bliver stillet. Vi presser os selv til det yderste for at leve op til de krav, der især blevet stillet igennem blandt andet de sociale medier, som alle påvirkes af, på den ene eller anden måde. Mens nogle kommer helskindet igennem af dette mareridt, tager andre skade og mister ofte selvtillid og selvværd. Men det er her vi er nødt til at stoppe op og stille os selv spørgsmålene:" Hvad er det perfekte for mig, og hvad gør mig glad?"

Venskaber for livet

Venskaber for livet

Den anden dag spurgte jeg min mor, om hvad vi skulle have til aftensmad. Svaret jeg fik var rugbrød. Fair nok. Men denne gang lå der noget bag det kedelige valg af aftensmad, for da jeg spurgte hvorfor, svarede hun ”jeg skal spise sammen med mine gymnasievenner i aften”.

Efter jeg selv er startet i gymnasiet, har jeg fået en masse nye venner, og når min mor siger, hun skal være sammen med hendes gymnasievenner, tænker jeg nu på, at de 27 elever i 1sb jeg omgås hver eneste dag, nok er venner for livet. Det synes jeg er mega fedt, for jeg er vild med jer.

Så er det mandag, og en ny uge er skudt i gang. Vi tænker nok alle noget i retning af ”mandag skal bare overstås, samt tirsdag, onsdag, torsdag og så er det heldigvis fredag”, og det synes jeg egentlig er en forkert indstilling til det med at gå i skole.

For selvfølgelig skal man yde ens bedste, i den halvanden times undervisning man har, men derudover burde det være en fest at komme i skole. Vi har i klassen et sammenhold, som kun kan gøres stærkere og bedre. Når man kommer i skole, så er man omgivet af nogle af sine gode kammerater for nu og forhåbentlig også for fremtiden, og det er da en fest i sig selv.

Gymnasiet er meget mere end blot et tolvtal. Selv har jeg haft en tendens til, at hverdagen bare kørte i samme rutine. Man kommer i skole, man er træt, dagen går og man tager hjem for at lave lektier, og orker ikke andet. Sådan må det godt være, men det er også vigtigt vi husker på at slappe af, og nyde hinandens selskab efter skoletiden. Det er noget som klart vil styrke klassens sammenhold, og noget jeg synes vi burde dyrke noget oftere.

Inden vi ser os om, går vi på Marselisborg Gymnasium for andet år. Alting vil blive sværere, og kravene endnu højere. En god klasse er en klasse, hvor gejsten til at lære også er der. For med gejst, tror jeg, at skolegangen vil blive nemmere.

Mathilde

Biologi på A niveau

Jeg har fået min første rapport for i et af mine A fag, biologi. Den handler om de bananfluer, som vi gennem et længere forløb har arbejdet med. I starten tænkte jeg blot, at det var fedt, at vi skulle lave nogle forsøg, så det ikke længere var tung tavleundervisning. Men nu - efter det har strukket sig over så lang en periode, kunne jeg også godt have sagt mig selv, at det er noget, vi senere hen skulle bruge til noget vigtigt. Udover kun at lave noget, der ikke umiddelbart virkede så hårdt, som almindelig undervisning. Da vi første gang blev præsenteret for det, vi skulle bruge vores beregninger til, synes jeg det virkede meget uoverskueligt. Jeg tror ikke, at jeg var den eneste fra klassen, der ikke rigtig kunne finde ud af, hvordan man skulle gribe den an.

Da vi inden jul skulle angive, hvilken studieretning vi ønskede, var jeg ikke i tvivl om, at jeg stadig gerne ville have biologi på A niveau, men jeg kom også til at tænke på, hvor hårdt et fag det er, og hvor meget det kræver. Jeg tror godt, at jeg kan være tilbøjelig til at glemme, at det er et fag jeg har på A niveau, og at det kun vil blive sværere, jo længere hen jeg kommer.

Forleden dag sagde min søster til mig; ”hvis jeg kunne vælge om, havde jeg aldrig valgt biologi på A. Jeg viste godt, at det kun var noget hun sagde til mig i alt hendes stress over endnu en svær aflevering i 3.g. Men det hører vel med til, hvilken som helst uddannelse, gør det ikke? At man sidder og river sig selv i håret over skolearbejde man ikke lige kan finde ud af. Eller ville det være lettere at tage den lidt nemmere udvej, en uddannelse, hvor man ikke vil blive udfordret i de fag man synes er svære men alligevel spændende?  

At vælge en linje, hvor man allerede nu, halvvejs inde i 1.g, føler sig en smule tabt i sin første rapport, hvor det ovenikøbet er et af sine A fag, virker vel ikke umiddelbart positivt? Jeg tror ikke, det handler om at være ”dårlig” til biologi, men mere at finde motivation til at have lysten til at lære det.

Selvom gymnasiet er 3 hårde år, hvor man gør det bedste man kan, for at klare sig bedst muligt, er det jo også 3 gode år. Jeg er i hvert fald sikker på, at man lærer meget andet, end kun fagligt stof.

-Caroline Skiby

Jul

Jeg har altid elsket julen og julestemningen. Højtiden hvor det gælder om at hygge sig og glæde sine nærmeste. Vi er også mere hjælpsomme i juletiden. Vi hjælper overvægtige børn på julemærkehjem og giver de ældre anledning til det årlige bankospil.

December plejer for mig at være måneden, hvor man går og glæder sig til, at gå på juleferie. Måske er jeg blevet for gammel til, ligefrem at glæde mig til jul. Heldigvis har jeg to mindre søskende, som hver aften i december måned glæder sig til at se julekalender. I hvert fald den ene af dem.

I år var jeg bange for at glæden ville blive erstattet med småstress over afleveringer og lektier. Jeg troede, at gymnasiet ville være mere kynisk og at der ville blive kørt hårdt på. Sådan blev det heldigvis ikke. Der blev holdt UA morgensamling hver dag og så var den dejlige julestemning opretholdt – Det var lige som det skulle være.

Der er mange mennesker, der modsat mig ikke kan lide julen. Deres holdninger er typisk, at julen ikke længere er hjerternes fest men kapitalisternes. Vand på den store kapitalistiske vandmølle, som får det hele til at flyde over. De siger, at julen er et endegyldigt bevis på, at vores forbrugerkultur er stukket fuldstændig af. Det værste er, at de har ret.

På et tidspunkt i december måned studsede jeg over en artikel. Artiklens overskrift var noget lignende ´´Hver dag dør 24.000 mennesker af sult i Afrika´´. Det tænkte jeg over i lang tid. Dels fordi det er en skræmmende information, at der stadig i år 2015 dør mennesker af sult. Derefter tænkte jeg over hvor lidt opmærksomhed hungersnøden får. Så tænkte jeg over noget paradoksalt.

Juleaften når vi alle sammen sidder og spiser julemad med vores familier. Vi har gennemgået den obligatoriske krise over pladsmangel til ris a la mande, så er der stadig tusindvis af mennesker der dør af sult. Det er utroligt, hvordan vi kan lukke øjnene og glemme problemer af sådan størrelse. Det kunne være vores fælles nytårs fortsæt.

Godt nytår!

Anton Sigaard