Jul

Jeg har altid elsket julen og julestemningen. Højtiden hvor det gælder om at hygge sig og glæde sine nærmeste. Vi er også mere hjælpsomme i juletiden. Vi hjælper overvægtige børn på julemærkehjem og giver de ældre anledning til det årlige bankospil.

December plejer for mig at være måneden, hvor man går og glæder sig til, at gå på juleferie. Måske er jeg blevet for gammel til, ligefrem at glæde mig til jul. Heldigvis har jeg to mindre søskende, som hver aften i december måned glæder sig til at se julekalender. I hvert fald den ene af dem.

I år var jeg bange for at glæden ville blive erstattet med småstress over afleveringer og lektier. Jeg troede, at gymnasiet ville være mere kynisk og at der ville blive kørt hårdt på. Sådan blev det heldigvis ikke. Der blev holdt UA morgensamling hver dag og så var den dejlige julestemning opretholdt – Det var lige som det skulle være.

Der er mange mennesker, der modsat mig ikke kan lide julen. Deres holdninger er typisk, at julen ikke længere er hjerternes fest men kapitalisternes. Vand på den store kapitalistiske vandmølle, som får det hele til at flyde over. De siger, at julen er et endegyldigt bevis på, at vores forbrugerkultur er stukket fuldstændig af. Det værste er, at de har ret.

På et tidspunkt i december måned studsede jeg over en artikel. Artiklens overskrift var noget lignende ´´Hver dag dør 24.000 mennesker af sult i Afrika´´. Det tænkte jeg over i lang tid. Dels fordi det er en skræmmende information, at der stadig i år 2015 dør mennesker af sult. Derefter tænkte jeg over hvor lidt opmærksomhed hungersnøden får. Så tænkte jeg over noget paradoksalt.

Juleaften når vi alle sammen sidder og spiser julemad med vores familier. Vi har gennemgået den obligatoriske krise over pladsmangel til ris a la mande, så er der stadig tusindvis af mennesker der dør af sult. Det er utroligt, hvordan vi kan lukke øjnene og glemme problemer af sådan størrelse. Det kunne være vores fælles nytårs fortsæt.

Godt nytår!

Anton Sigaard