Ramt af stress

Ramt af stress

I morgen er det den 1. December og så er der lige pludselig kun 3 uger tilbage, inden juleferien starter. Jeg må indrømme, at jeg på det sidste har glædet mig mere og mere til, at den her tid skulle komme. Julen. Hjerterne fest. Tiden, som man tilbringer sammen med familien og venner og hvor man alle samles og slapper af i hinandens trygge, nærvær.

Jeg kan mærke, at jeg på det sidste har haft stress helt tæt på mig og jeg måtte for noget tid siden erkende, at jeg nok er ramt af stress. Sidste år gik jeg i 10. Klasse og havde en hverdag, som mange andre måske ville se, som ferie. Jeg gik nogle dage i skole fra kl. 8-12 og havde kun 4 fag, at holde styr på – Dansk, engelsk og matematik, de 3 obligatoriske fag og ved siden af det, tysk, som mit valgfag. Det var nok det letteste år i mit liv og jeg tænker også tilbage på det, som et år, hvor jeg stort set ingenting skulle lave.

Jeg tror, at fordi 10. Klasse var sådan et let år, hvor jeg bare hyggede mig og blev dét år ældre, har det været endnu hårdere for mig, at starte på gymnasiet. Jeg vil mange ting. Jeg vil gerne præstere godt, opnå gode resultater, få mange gode venner, deltage i det sociale, holde kontakten med mine gamle venner, være sammen med min familie og have et godt liv, men på det sidste har jeg følt, at jeg ikke kunne nogen af delene. I starten af 1.g havde jeg så høje forventninger til det hele. 

Da vi havde gået der i en måned og var i gang med AP, husker jeg, at jeg sagde til mig selv; ”Det her er da slet ikke så slemt? To aflevering ind til videre og lidt dag til dag lektier. Det skal jeg da nok klare”, men det har jeg måtte trække tilbage. Med tiden kom der flere og flere afleveringer, flere lektier og højere forventninger. Samtidig med det, skulle man deltage i klassearrangementer, sold og meget andet og det blev nærmest umuligt.
For 2 uger siden ca. Begyndte det for alvor at ramme mig. Dér gik det virkelig op for mig, at jeg nok var en af de uheldige, som ikke kunne klare presset. Mine gamle veninder begyndte, at skrive til mig, hvorfor jeg aldrig havde tid til at ses med dem og min familie blev urolig, da jeg begyndte at komme hjem hver dag efter skole og gå direkte i seng.
Jeg ved godt, man bør sige sådan nogle ting, fordi det faktisk kan medføre alvorlige konsekvenser, når man får stress, men jeg syntes bare alle andre virkede til at have styr på alting og være godt med på alle punkter, så jeg sagde ingenting, indtil min familie og venner kunne mærke det på mig. Dér måtte jeg så indrømme, hvordan jeg havde det.

I morgen træder vi ind i december og vi er allerede begyndt på julehyggen hjemme hos os. I går blev der åbnet adventsgaver og spist familie-brunch og det er stunder, som disse, der kan få mig på rette spor igen. Jeg tror vi alle sammen har brug for et break fra vores nye og anderledes hverdag og jeg tror bestemt, at julen er den rette tid til, at tage dette break i.  

-Alberte Brinkkjær

SAD

also known as winter depression, winter blues, summer depression, summertime sadness, or seasonal depression

Vi er ved at ramme den tid på året, hvor jeg bliver SAD. Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, men derfor er det stadig hårdt. Dagene er blevet mørkere og kortere, skoleåret nærmer sig sin midtvej og jeg finder mig selv i krise igen. Selv den kommercialiserede jul overalt i min verden kan ikke helt overskygge det faktum, at vi går kulde og mørke i møde. Det er umådeligt hårdt at slæbe min krop op af mine velsignede lagner hver morgen og komme i gang igen.. igen.. igen. Ikke nok med, at jeg på ny har skullet finde en rutine til at få mig gennem dagen, så er det uden undtagelser på denne tid af året, hvor skolen og livet virkelig begynder at blive krævende. Jeg har prøvet gymnasiestress på egen krop nu - med forløb som AP og NV, hvor jeg har hevet mig selv i håret af udmattethed og måttet minde mig selv om, at jeg ikke konstant kan præstere og have overskud.

Sidste år var jeg på efterskole. Vinterdagene gik lynhurtigt, fordi jeg konstant var omringet af kærlighed, venner og hygge lige ved hånden. Jeg havde jo slet ikke tid til at blive SAD, som jeg normalt bliver. Hver nat, vi lå i ske under vores lyskæder, følte jeg mig helt rolig og tryg indeni. Det eneste ansvar, jeg havde, var for mig selv og for, at dem, jeg elskede også havde det godt.  Hvis jeg blev SAD af og til, var der altid nogle, der kunne få mig op i gear igen.

Det er enormt grænseoverskridende at fortælle folk, at jeg bliver SAD. Selvom jeg anerkender, at to tredjedele af danskernes humør bliver påvirket af vejret og dermed også bliver SAD ligesom mig i højere eller mindre grad, så synes jeg stadig, jeg virker overordentligt svag, når jeg siger det. For jeg har det jo helt sundt oppe i hovedet - det er bare, at jeg, skole, pligter, ansvar, livet bliver bare lidt mere ... øv.

Det, jeg forsøger at konkludere, er jo faktisk, at det er helt okay at være SAD. Når jeg selv reflekterer over det, sætter tingene lidt i relief og betragter mine egne adfærdsmønstre om vinteren ved jeg jo alligevel altid godt, at mit liv og min verden nok skal blive varmere og lysere igen snart. Der er trods alt en del formildende omstændigheder ved den kommende måned - det er jul og hjerternes tid. Så vil og kan jeg ikke være SAD længere. Snart kan jeg fejre vintersolhvervet igen og vinke farvel til mørke dage, glubsk slubre varmen i mig og byde lyset ind i min sjæl igen. 

af Viktoria M. G. Sekwati

12-talspiger

12-talspiger

Jeg er en 12-talspige. Jeg er en pligtopfyldende stræber, og når jeg får 12, er jeg lykkelig. 

Det ser vel meget fedt ud, gør det ikke? Det ser ud til at være et fedt liv, hvis man kan indsamle 12-taller som kastanjer en oktoberdag. Det virker næsten nemt. Her den anden dag spurgte min lillebror mig: ”Hvordan gør du det? Jeg vil være lige så god som dig.” Det ramte mig sateme hårdt. Han vil bare gerne være en del af det her perfekte billede, som jeg har skabt for ham. Have den mængde overskud, som det ligner, at jeg har. 

Hvad han ikke kender til, er de lange nætter inden prøver og eksamener. Det nederlag, der føles som et slag i hovedet, når man får en ikke-forventet og ”dårlig” karakter. Han kender heller ikke til det pres, der ligger på en 12-talpiges skuldre, når man går fra folkeskolen til gymnasiet. Det pres, som på trods af forældres og venners råd om at sætte tempoet ned og sænke forventningerne, præger mig hver dag. For kan jeg overhovedet det? Jeg er sgu ikke sikker på det… Jeg er min egen hårde dommer, som forventer intet mindre end det bedste. 

Snart skal jeg til eksamen i NV, og der vil jeg gerne have 12. Det vil jeg, fordi jeg forventer det af mig selv. Det tæller ikke en skid, men alligevel stresser det mig allerede nu. Jeg bliver også stresset af de 3 afleveringer, som skal være færdige til i dag. De skal jo alle sammen være perfekte, ikke? 

   En gang imellem får jeg en kraftig hovedpine, som her i løbet af gymnasietiden rammer mig oftere og oftere. Dette viser sig at komme fra stress. Så det er officielt… Jeg har gymnasiestress. Jeg er jo godt klar over hvorfor. For mit indre blik kører et hamsterhjul, der bare fortsætter og fortsætter. Jeg skal færdiggøre gymnasiet med et super højt snit, få en superkarriere, blive en supermor, få supervelklædte børn og være en superlykkelig mig. Tjaa… Det er vel lidt som om, jeg nogle gange glemmer at nyde livet. Leve livet.  

  Vi lever i et korrekthedssamfund. Man skal gerne komme igennem uddannelsessystemet hurtigst muligt med højest muligt snit. Det handler ikke om at have kreative hjerner, men at være god til at svare korrekt. Derfor skaber samfundet altså de her 12-talspiger, som bliver flere og flere. Man skal være korrekt og perfekt; Have de bedste karakterer, men også det flotteste tøj og den mest trænede krop. 

Derfor føler flere unge sig i dag stressede og deprimerede. Vi har en forkert opfattelse af, hvad lykke er. Nej, et 12-tal gør mig ikke lykkelig. Det gør en veltjenende karriere heller ikke. Man skal ud af hamsterhjulet og leve i nuet.

Og hvad så nu? Alt det jeg lige har skrevet, er det noget, jeg vil tage til mig? Lade være med at stræbe efter de høje karakterer, sætte tempoet ned og leve i nuet… Det tror jeg ærlig talt ikke. Jeg er en narkoman, som er klar over sit misbrug. En 12-talsnarkoman. 

-Tanne Bech

Kreativitet løftet på et helt nyt niveau

For nogle ugers tid siden havde vi besøg af en croquismodel I billedkunst. I løbet af 2 forskellige forløb, skulle vi både tegne hende på papir og forme hende i ler. Jeg var sikker på, at det ville blive en yderst anderledes oplevelse, da jeg aldrig havde prøvet noget lignende før. Jeg så nu alligevel frem til det, fordi jeg havde på fornemmelsen, at det ville blive en grænseoverskridende og ikke mindst udfordrende opgave.

Timen startede og hun trådte ind i lokalet kun iført en kimono og præsenterede sig selv kort. Hun stillede sig på en platform i midten af den rundkreds, os elever havde dannet. Man kunne hurtigt fornemme, hvordan stemningen gik fra fnisen rundt i hjørnerne til absolut stilhed blandt samtlige tilstede i lokalet. Det var tydeligt at se, hvor atypisk os unge finder nøgenhed, mens hun jo var professionel og tog det hele meget naturligt. I det at hun skulle stå fuldstændig nøgen foran os, fandt jeg i hvert fald en del overskridende til at starte med. Efter de første minutter var gået, så tænkte jeg ikke over hendes nøgenhed mere. Stemningen vendte sig og folk koncentrerede sig om at yde deres bedste og prøve at få formet hende bedst muligt i stedet. Jeg synes, at det var en del svære end jeg havde forestillet mig. Kreativitet er langt fra min stærke side, så på et eller andet punkt, var jeg nok bange for at fornærme hende i sidste ende. Jeg endte med til dels, at blive tilfreds med mit resultat, trods jeg ikke kunne se den store lighed mellem hende og min maltrakteret klump ler.

I slutningen af modulet tog vores lærer en runde, hvor hun gav kommentarer og kritik på vores værker. Jeg fik af vide, at jeg havde gjort hende en smule for urealistisk, når man så på hendes barm og andre kvindelige former. Jeg var som sagt nervøs for at fornærme hende, så havde nok givet den lidt for meget gas. Jeg havde forvandlet hendes krop i retningen af nutidens ideelle og eftertragtede kvindekrop i stedet for den ældre dame hun var. Jeg fik derfor besked på, at formindske og lade hendes bryster hænge som de gjorde.

Trods det var en meget overvældende oplevelse til at starte på, så fik jeg bestemt noget ud af det. Jeg har uden tvivl lært, hvor svært og kompliceret det er, at fange hendes positioner og skabe en skitse, der skal ende ud i en helhed, som bare ser en smule menneskelignende ud. 

Fælles blokade og fælles om at stå sammen

Fælles blokade og fælles om at stå sammen

Sidste uge var en meget anderledes uge. Den startede normalt ud og sluttet uvant af. Grunden til, at den sluttede uvant var fordi, at vi på Marselisborg Gymnasium skulle demonstrere torsdag.
Det forløb sig sådan, at os(eleverne) skulle blokere for døren, så lærerne ikke kunne komme ind i klassen, og undervise eller føre fravær. Grunden til demonstrationen er fordi, Venstre er kommet med et forslag om, at skære 8,7 milliarder kroner ned på vores uddannelse.
Da vi hørte om onsdag, hvordan det hele skulle forløbe sig, var det hele nyt og spændende, men da mit vækkeur ringede 6:30, blev det lige pludselig alvor. Jeg var lidt nervøs, hvad nu hvis det ikke gik som planlagt? Der løb en masse tanker igennem, mens jeg cyklede i skole. Da jeg kom hen til skolen blev jeg modtaget af  nogle elever fra en yderst begejstret 1sb klasse.
I første og andet modul, var klassen opdelt, så nogen blokerede ved et lokale, og nogen blokerede ved et andet. Det var blevet tid til, at lærerne skulle komme. Trine kom hen til os, og kunne selvfølgelig ikke komme ind, så gik hun tilbage op på lærerværelset, og vi gik i kantinen. Der var nogen der havde sat en film på oppe i det andet lokale, og der var andre der havde bagt kage, det var en hyggelig dag, men også lidt langtrukken. Jeg kunne godt mærke på folk, at de også begyndte, at kede sig.

Man kunne tydeligt mærke, at vi stod sammen om det her, uanset hvilken holdning vi havde til det, stod vi sammen. Efter skole var der demonstration på Rådhuspladsen, hvor der ville være gymnasier fra både nord, syd, øst og vest. Der var gymnasier, hvor de var kommet i busser for, at demonstrere sammen med alle de andre elever. Hvor de fleste vil bakke uddannelsesalliancen op, der står for, at stoppe milliardnedskæringer på uddannelser, hæve kvaliteten og invester i fremtiden. Vi unge er Danmarks fremtid!
 Jeg deltog dog ikke i demonstrationen, men jeg så billeder derfra, og der var propfyldt med mennesker.

Abefester

Dette blogindlæg kan måske godt blive opfattet som et surt opstød. Det er det måske også! Men der er blevet sat nogle tanker i gang i mit hoved efter denne weekend, hvor der skete et uheld til en klassefest i 1sb.

I fredags blev der holdt fest for klassen. Jeg var ikke til stede, men jeg var blevet oplyst om, at det skulle være en hyggeaften og IKKE en såkaldt ”abefest”.

Dagen efter festen blev der skrevet på vores klassegruppe, at der var en, som havde revet en vask ud af væggen i huset, hvor festen blev holdt. Nu står familien med en kæmpe regning, og værten for festen står med et forklaringsproblem overfor sine forældre og en mistet tillid.

Ligeledes skete der ting til forfesten før sidste Rave-sold. I huset var der først og fremmest ravemaling ud over det hele, dernæst var der blevet smadret flere glas, og sidst lignede huset lort, efter at vi havde været der. Disse ting er selvfølgelig bedst at undgå, men uheld sker.

Uacceptabelt var det dog, at der var kommet klager fra naboerne, da nogle fra klassen havde smadret græskar og smidt resterne ind i naboernes haver, og der var også nogen, som havde tisset i postkassen.

Er det ikke for dårligt? Jeg synes, at det er super pinligt for vores klasse, at folk ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt og at vi opfører os som aber når vi går til fest. Det er helt klart et problem, vi skal have løst. Det ender jo med, at vi ikke kan holde fest nogen steder, fordi folks forældre ikke tør at have os i deres huse.

Jeg er da også kommet til at smadre noget til en fest, men det var et uheld! Vi er jo gamle nok til at kende forskel på hærværk og uheld.

Jeg synes, der er kæmpe forskel på at være uheldig og at tisse i en postkasse. Det er jo ret svært at tisse i en postkasse ved et uheld…

Men hvordan kan vi egentlig løse dette problem? Det må da kunne lade sig gøre at holde fester, som ikke er så vilde, at vi smadrer ting, men som stadig er super sjove? Det vil jeg gerne gøre noget for, at vi kan.