Ungdommen på barrikaderne

Jeg strejkede i torsdags.

Jeg strejkede, fordi jeg er imod nedskæringer i gymnasiebevillingerne, og fordi jeg, som den engagerede og aktive samfundsborger, jeg er, følte, det var min pligt at gøre opstand, når Danmarks fremtid står på spil.

Eller... Måske strejkede jeg, fordi jeg øjnede en mulighed for at bruge dagen på Netflix og kage og joggingbukser. En mulighed for at slippe for svømmeundervisning uden fravær.

Jeg skal da også ærligt indrømme, at jeg ikke havde sat mig viiiiiildt meget ind i, hvad det var, vi gymnasieelever var så sure over. Men jeg var vel også sur. Helt sikkert sur.

Indtil jeg så et opslag på Facebook. Det var skrevet af en liberal politiker og var blevet heftigt debatteret og delt hele dagen. Opslaget drejede sig om alt det, vi godt ved, men glemmer at tænke på. Vi har det dyreste uddannelsessystem, den højeste SU og generelt rigtig gunstige betingelser for at gennemføre en ungdomsuddannelse.

Hov, det satte måske tingene lidt i relief for mig på den der rigtige tænk-på-de-sultne-børn-i-Afrika-måde. Måske har vi det meget godt, måske er der andre samfundsinstanser, der også kan bruge pengene, og måske går det hele alligevel. Måske.

Men æv, det var også en irriterende indsigt, fordi den ramte mig på mit selvbillede.

Ville så gerne kunne anse mig selv som en sociotropisk næsten-vælger, der fastsatte sine standpunkter på et nuanceret grundlag. I stedet må jeg nok indse, at jeg nærmere er opportunist. En død fisk, der driver med strømmen.

Og i øvrigt får sin politiske viden på Facebook.

Uden at ville træde nogen over tæerne, tror jeg godt, vi kan antage, at en del af mine demonstrerende medstuderende var der på samme tvivlsomme grundlag som jeg selv.

At “ungdommen på barrikaderne” måske mere var et udtryk for ungdomsladhed.

Men det er selvfølgelig kun min teori - baseret på adfærdsanalyse af mig selv.