12-talspiger

12-talspiger

Jeg er en 12-talspige. Jeg er en pligtopfyldende stræber, og når jeg får 12, er jeg lykkelig. 

Det ser vel meget fedt ud, gør det ikke? Det ser ud til at være et fedt liv, hvis man kan indsamle 12-taller som kastanjer en oktoberdag. Det virker næsten nemt. Her den anden dag spurgte min lillebror mig: ”Hvordan gør du det? Jeg vil være lige så god som dig.” Det ramte mig sateme hårdt. Han vil bare gerne være en del af det her perfekte billede, som jeg har skabt for ham. Have den mængde overskud, som det ligner, at jeg har. 

Hvad han ikke kender til, er de lange nætter inden prøver og eksamener. Det nederlag, der føles som et slag i hovedet, når man får en ikke-forventet og ”dårlig” karakter. Han kender heller ikke til det pres, der ligger på en 12-talpiges skuldre, når man går fra folkeskolen til gymnasiet. Det pres, som på trods af forældres og venners råd om at sætte tempoet ned og sænke forventningerne, præger mig hver dag. For kan jeg overhovedet det? Jeg er sgu ikke sikker på det… Jeg er min egen hårde dommer, som forventer intet mindre end det bedste. 

Snart skal jeg til eksamen i NV, og der vil jeg gerne have 12. Det vil jeg, fordi jeg forventer det af mig selv. Det tæller ikke en skid, men alligevel stresser det mig allerede nu. Jeg bliver også stresset af de 3 afleveringer, som skal være færdige til i dag. De skal jo alle sammen være perfekte, ikke? 

   En gang imellem får jeg en kraftig hovedpine, som her i løbet af gymnasietiden rammer mig oftere og oftere. Dette viser sig at komme fra stress. Så det er officielt… Jeg har gymnasiestress. Jeg er jo godt klar over hvorfor. For mit indre blik kører et hamsterhjul, der bare fortsætter og fortsætter. Jeg skal færdiggøre gymnasiet med et super højt snit, få en superkarriere, blive en supermor, få supervelklædte børn og være en superlykkelig mig. Tjaa… Det er vel lidt som om, jeg nogle gange glemmer at nyde livet. Leve livet.  

  Vi lever i et korrekthedssamfund. Man skal gerne komme igennem uddannelsessystemet hurtigst muligt med højest muligt snit. Det handler ikke om at have kreative hjerner, men at være god til at svare korrekt. Derfor skaber samfundet altså de her 12-talspiger, som bliver flere og flere. Man skal være korrekt og perfekt; Have de bedste karakterer, men også det flotteste tøj og den mest trænede krop. 

Derfor føler flere unge sig i dag stressede og deprimerede. Vi har en forkert opfattelse af, hvad lykke er. Nej, et 12-tal gør mig ikke lykkelig. Det gør en veltjenende karriere heller ikke. Man skal ud af hamsterhjulet og leve i nuet.

Og hvad så nu? Alt det jeg lige har skrevet, er det noget, jeg vil tage til mig? Lade være med at stræbe efter de høje karakterer, sætte tempoet ned og leve i nuet… Det tror jeg ærlig talt ikke. Jeg er en narkoman, som er klar over sit misbrug. En 12-talsnarkoman. 

-Tanne Bech