Narkomani - ramt af tryghed

Jeg havde egentlig lagt det på hylden. Glemt alt om det. Valgt at ignorerede de små tegn og signaler, som min krop og hjerne sendte mig. Men det er nok ikke noget, som jeg kan gemme væk eller løbe fra. Egentlig så ville jeg da helst være fri. Men jeg må nok bare indse, at jeg lider af narkomani. Faktisk er jeg født med det. Min mor siger tit til mig, at jeg var nem som baby. Så længe jeg ikke var overladt til mig selv. Hvis jeg om natten kunne sove i mors og fars seng, så var alt godt. Bare jeg ikke var alene.

For jeg er tryghedsnarkoman. Det lyder nok ikke af så meget, og det er det måske heller ikke. Men for mig er det et evigt behov for tryghed - om jeg så tager hensyn til det eller ej.

Jeg var til NV-eksamen i sidste uge. Jeg følte mig bestemt ikke tryg ved situationen. Jeg kunne kun gennemføre det, fordi jeg havde Viggo, min bamse, med mig. Jeg synes selv, at det er ret ynkeligt, at en 16 årig pige ikke kan undvære sin bamse. Og ikke nok med det, så sover jeg også med ham hver nat. Bare jeg har lille Viggo i min hånd, er jeg tryg.

Hvis man slår ’’tryghedsnarkoman’’ op, står der ordret: ’’En person med stærk eller overdreven trang til at have trygge rammer om sin tilværelse.’’
Nåå ja, det er vel bare sådan det er. Noget jeg hele tiden skal forsøge at holde ud. Men det er da okay? Alle har jo et eller andet, som de går og tumler med. Jeg mener, det er vel normalt at være afhængig af andre mennesker, andre væsner.

Men det går mig alligevel på. I skolen er jeg tit for utryg til at sige noget højt. På arbejdet bliver jeg nemt nervøs og bange for at fejle. Jeg bliver utryg, når jeg skal gå alene hjem i mørket, og ingen derhjemme tager telefonen. Når jeg så er kommet hjem, bliver jeg utryg, hvis far eller mor siger, at vi skal snakke…
Følelsen af at være utryg er ikke behagelig. Alt i alt vil jeg egentligt bare gerne være selvstændig nok til ikke at være så afhængig af andre, så afhængig af et tøjdyr. Min iboende tryghedsnarkoman gør, at jeg kan komme til at tvivle på mig selv og mine egne evner. Jeg bliver for hurtigt svag og bukker nemt under. I håb om at bekæmpe utrygheden kaster jeg mig alt for ofte ud i noget, som alligevel ikke gør mig stærk. Snarere tværtimod.

Men hvis jeg nu beholder min Viggo i hånden - mon jeg så ikke klare den?!!!

- Anna Ejegod 

Ramt af stress

Ramt af stress

I morgen er det den 1. December og så er der lige pludselig kun 3 uger tilbage, inden juleferien starter. Jeg må indrømme, at jeg på det sidste har glædet mig mere og mere til, at den her tid skulle komme. Julen. Hjerterne fest. Tiden, som man tilbringer sammen med familien og venner og hvor man alle samles og slapper af i hinandens trygge, nærvær.

Jeg kan mærke, at jeg på det sidste har haft stress helt tæt på mig og jeg måtte for noget tid siden erkende, at jeg nok er ramt af stress. Sidste år gik jeg i 10. Klasse og havde en hverdag, som mange andre måske ville se, som ferie. Jeg gik nogle dage i skole fra kl. 8-12 og havde kun 4 fag, at holde styr på – Dansk, engelsk og matematik, de 3 obligatoriske fag og ved siden af det, tysk, som mit valgfag. Det var nok det letteste år i mit liv og jeg tænker også tilbage på det, som et år, hvor jeg stort set ingenting skulle lave.

Jeg tror, at fordi 10. Klasse var sådan et let år, hvor jeg bare hyggede mig og blev dét år ældre, har det været endnu hårdere for mig, at starte på gymnasiet. Jeg vil mange ting. Jeg vil gerne præstere godt, opnå gode resultater, få mange gode venner, deltage i det sociale, holde kontakten med mine gamle venner, være sammen med min familie og have et godt liv, men på det sidste har jeg følt, at jeg ikke kunne nogen af delene. I starten af 1.g havde jeg så høje forventninger til det hele. 

Da vi havde gået der i en måned og var i gang med AP, husker jeg, at jeg sagde til mig selv; ”Det her er da slet ikke så slemt? To aflevering ind til videre og lidt dag til dag lektier. Det skal jeg da nok klare”, men det har jeg måtte trække tilbage. Med tiden kom der flere og flere afleveringer, flere lektier og højere forventninger. Samtidig med det, skulle man deltage i klassearrangementer, sold og meget andet og det blev nærmest umuligt.
For 2 uger siden ca. Begyndte det for alvor at ramme mig. Dér gik det virkelig op for mig, at jeg nok var en af de uheldige, som ikke kunne klare presset. Mine gamle veninder begyndte, at skrive til mig, hvorfor jeg aldrig havde tid til at ses med dem og min familie blev urolig, da jeg begyndte at komme hjem hver dag efter skole og gå direkte i seng.
Jeg ved godt, man bør sige sådan nogle ting, fordi det faktisk kan medføre alvorlige konsekvenser, når man får stress, men jeg syntes bare alle andre virkede til at have styr på alting og være godt med på alle punkter, så jeg sagde ingenting, indtil min familie og venner kunne mærke det på mig. Dér måtte jeg så indrømme, hvordan jeg havde det.

I morgen træder vi ind i december og vi er allerede begyndt på julehyggen hjemme hos os. I går blev der åbnet adventsgaver og spist familie-brunch og det er stunder, som disse, der kan få mig på rette spor igen. Jeg tror vi alle sammen har brug for et break fra vores nye og anderledes hverdag og jeg tror bestemt, at julen er den rette tid til, at tage dette break i.  

-Alberte Brinkkjær

SAD

also known as winter depression, winter blues, summer depression, summertime sadness, or seasonal depression

Vi er ved at ramme den tid på året, hvor jeg bliver SAD. Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, men derfor er det stadig hårdt. Dagene er blevet mørkere og kortere, skoleåret nærmer sig sin midtvej og jeg finder mig selv i krise igen. Selv den kommercialiserede jul overalt i min verden kan ikke helt overskygge det faktum, at vi går kulde og mørke i møde. Det er umådeligt hårdt at slæbe min krop op af mine velsignede lagner hver morgen og komme i gang igen.. igen.. igen. Ikke nok med, at jeg på ny har skullet finde en rutine til at få mig gennem dagen, så er det uden undtagelser på denne tid af året, hvor skolen og livet virkelig begynder at blive krævende. Jeg har prøvet gymnasiestress på egen krop nu - med forløb som AP og NV, hvor jeg har hevet mig selv i håret af udmattethed og måttet minde mig selv om, at jeg ikke konstant kan præstere og have overskud.

Sidste år var jeg på efterskole. Vinterdagene gik lynhurtigt, fordi jeg konstant var omringet af kærlighed, venner og hygge lige ved hånden. Jeg havde jo slet ikke tid til at blive SAD, som jeg normalt bliver. Hver nat, vi lå i ske under vores lyskæder, følte jeg mig helt rolig og tryg indeni. Det eneste ansvar, jeg havde, var for mig selv og for, at dem, jeg elskede også havde det godt.  Hvis jeg blev SAD af og til, var der altid nogle, der kunne få mig op i gear igen.

Det er enormt grænseoverskridende at fortælle folk, at jeg bliver SAD. Selvom jeg anerkender, at to tredjedele af danskernes humør bliver påvirket af vejret og dermed også bliver SAD ligesom mig i højere eller mindre grad, så synes jeg stadig, jeg virker overordentligt svag, når jeg siger det. For jeg har det jo helt sundt oppe i hovedet - det er bare, at jeg, skole, pligter, ansvar, livet bliver bare lidt mere ... øv.

Det, jeg forsøger at konkludere, er jo faktisk, at det er helt okay at være SAD. Når jeg selv reflekterer over det, sætter tingene lidt i relief og betragter mine egne adfærdsmønstre om vinteren ved jeg jo alligevel altid godt, at mit liv og min verden nok skal blive varmere og lysere igen snart. Der er trods alt en del formildende omstændigheder ved den kommende måned - det er jul og hjerternes tid. Så vil og kan jeg ikke være SAD længere. Snart kan jeg fejre vintersolhvervet igen og vinke farvel til mørke dage, glubsk slubre varmen i mig og byde lyset ind i min sjæl igen. 

af Viktoria M. G. Sekwati

12-talspiger

12-talspiger

Jeg er en 12-talspige. Jeg er en pligtopfyldende stræber, og når jeg får 12, er jeg lykkelig. 

Det ser vel meget fedt ud, gør det ikke? Det ser ud til at være et fedt liv, hvis man kan indsamle 12-taller som kastanjer en oktoberdag. Det virker næsten nemt. Her den anden dag spurgte min lillebror mig: ”Hvordan gør du det? Jeg vil være lige så god som dig.” Det ramte mig sateme hårdt. Han vil bare gerne være en del af det her perfekte billede, som jeg har skabt for ham. Have den mængde overskud, som det ligner, at jeg har. 

Hvad han ikke kender til, er de lange nætter inden prøver og eksamener. Det nederlag, der føles som et slag i hovedet, når man får en ikke-forventet og ”dårlig” karakter. Han kender heller ikke til det pres, der ligger på en 12-talpiges skuldre, når man går fra folkeskolen til gymnasiet. Det pres, som på trods af forældres og venners råd om at sætte tempoet ned og sænke forventningerne, præger mig hver dag. For kan jeg overhovedet det? Jeg er sgu ikke sikker på det… Jeg er min egen hårde dommer, som forventer intet mindre end det bedste. 

Snart skal jeg til eksamen i NV, og der vil jeg gerne have 12. Det vil jeg, fordi jeg forventer det af mig selv. Det tæller ikke en skid, men alligevel stresser det mig allerede nu. Jeg bliver også stresset af de 3 afleveringer, som skal være færdige til i dag. De skal jo alle sammen være perfekte, ikke? 

   En gang imellem får jeg en kraftig hovedpine, som her i løbet af gymnasietiden rammer mig oftere og oftere. Dette viser sig at komme fra stress. Så det er officielt… Jeg har gymnasiestress. Jeg er jo godt klar over hvorfor. For mit indre blik kører et hamsterhjul, der bare fortsætter og fortsætter. Jeg skal færdiggøre gymnasiet med et super højt snit, få en superkarriere, blive en supermor, få supervelklædte børn og være en superlykkelig mig. Tjaa… Det er vel lidt som om, jeg nogle gange glemmer at nyde livet. Leve livet.  

  Vi lever i et korrekthedssamfund. Man skal gerne komme igennem uddannelsessystemet hurtigst muligt med højest muligt snit. Det handler ikke om at have kreative hjerner, men at være god til at svare korrekt. Derfor skaber samfundet altså de her 12-talspiger, som bliver flere og flere. Man skal være korrekt og perfekt; Have de bedste karakterer, men også det flotteste tøj og den mest trænede krop. 

Derfor føler flere unge sig i dag stressede og deprimerede. Vi har en forkert opfattelse af, hvad lykke er. Nej, et 12-tal gør mig ikke lykkelig. Det gør en veltjenende karriere heller ikke. Man skal ud af hamsterhjulet og leve i nuet.

Og hvad så nu? Alt det jeg lige har skrevet, er det noget, jeg vil tage til mig? Lade være med at stræbe efter de høje karakterer, sætte tempoet ned og leve i nuet… Det tror jeg ærlig talt ikke. Jeg er en narkoman, som er klar over sit misbrug. En 12-talsnarkoman. 

-Tanne Bech

Kreativitet løftet på et helt nyt niveau

For nogle ugers tid siden havde vi besøg af en croquismodel I billedkunst. I løbet af 2 forskellige forløb, skulle vi både tegne hende på papir og forme hende i ler. Jeg var sikker på, at det ville blive en yderst anderledes oplevelse, da jeg aldrig havde prøvet noget lignende før. Jeg så nu alligevel frem til det, fordi jeg havde på fornemmelsen, at det ville blive en grænseoverskridende og ikke mindst udfordrende opgave.

Timen startede og hun trådte ind i lokalet kun iført en kimono og præsenterede sig selv kort. Hun stillede sig på en platform i midten af den rundkreds, os elever havde dannet. Man kunne hurtigt fornemme, hvordan stemningen gik fra fnisen rundt i hjørnerne til absolut stilhed blandt samtlige tilstede i lokalet. Det var tydeligt at se, hvor atypisk os unge finder nøgenhed, mens hun jo var professionel og tog det hele meget naturligt. I det at hun skulle stå fuldstændig nøgen foran os, fandt jeg i hvert fald en del overskridende til at starte med. Efter de første minutter var gået, så tænkte jeg ikke over hendes nøgenhed mere. Stemningen vendte sig og folk koncentrerede sig om at yde deres bedste og prøve at få formet hende bedst muligt i stedet. Jeg synes, at det var en del svære end jeg havde forestillet mig. Kreativitet er langt fra min stærke side, så på et eller andet punkt, var jeg nok bange for at fornærme hende i sidste ende. Jeg endte med til dels, at blive tilfreds med mit resultat, trods jeg ikke kunne se den store lighed mellem hende og min maltrakteret klump ler.

I slutningen af modulet tog vores lærer en runde, hvor hun gav kommentarer og kritik på vores værker. Jeg fik af vide, at jeg havde gjort hende en smule for urealistisk, når man så på hendes barm og andre kvindelige former. Jeg var som sagt nervøs for at fornærme hende, så havde nok givet den lidt for meget gas. Jeg havde forvandlet hendes krop i retningen af nutidens ideelle og eftertragtede kvindekrop i stedet for den ældre dame hun var. Jeg fik derfor besked på, at formindske og lade hendes bryster hænge som de gjorde.

Trods det var en meget overvældende oplevelse til at starte på, så fik jeg bestemt noget ud af det. Jeg har uden tvivl lært, hvor svært og kompliceret det er, at fange hendes positioner og skabe en skitse, der skal ende ud i en helhed, som bare ser en smule menneskelignende ud.