Narkomani - ramt af tryghed

Jeg havde egentlig lagt det på hylden. Glemt alt om det. Valgt at ignorerede de små tegn og signaler, som min krop og hjerne sendte mig. Men det er nok ikke noget, som jeg kan gemme væk eller løbe fra. Egentlig så ville jeg da helst være fri. Men jeg må nok bare indse, at jeg lider af narkomani. Faktisk er jeg født med det. Min mor siger tit til mig, at jeg var nem som baby. Så længe jeg ikke var overladt til mig selv. Hvis jeg om natten kunne sove i mors og fars seng, så var alt godt. Bare jeg ikke var alene.

For jeg er tryghedsnarkoman. Det lyder nok ikke af så meget, og det er det måske heller ikke. Men for mig er det et evigt behov for tryghed - om jeg så tager hensyn til det eller ej.

Jeg var til NV-eksamen i sidste uge. Jeg følte mig bestemt ikke tryg ved situationen. Jeg kunne kun gennemføre det, fordi jeg havde Viggo, min bamse, med mig. Jeg synes selv, at det er ret ynkeligt, at en 16 årig pige ikke kan undvære sin bamse. Og ikke nok med det, så sover jeg også med ham hver nat. Bare jeg har lille Viggo i min hånd, er jeg tryg.

Hvis man slår ’’tryghedsnarkoman’’ op, står der ordret: ’’En person med stærk eller overdreven trang til at have trygge rammer om sin tilværelse.’’
Nåå ja, det er vel bare sådan det er. Noget jeg hele tiden skal forsøge at holde ud. Men det er da okay? Alle har jo et eller andet, som de går og tumler med. Jeg mener, det er vel normalt at være afhængig af andre mennesker, andre væsner.

Men det går mig alligevel på. I skolen er jeg tit for utryg til at sige noget højt. På arbejdet bliver jeg nemt nervøs og bange for at fejle. Jeg bliver utryg, når jeg skal gå alene hjem i mørket, og ingen derhjemme tager telefonen. Når jeg så er kommet hjem, bliver jeg utryg, hvis far eller mor siger, at vi skal snakke…
Følelsen af at være utryg er ikke behagelig. Alt i alt vil jeg egentligt bare gerne være selvstændig nok til ikke at være så afhængig af andre, så afhængig af et tøjdyr. Min iboende tryghedsnarkoman gør, at jeg kan komme til at tvivle på mig selv og mine egne evner. Jeg bliver for hurtigt svag og bukker nemt under. I håb om at bekæmpe utrygheden kaster jeg mig alt for ofte ud i noget, som alligevel ikke gør mig stærk. Snarere tværtimod.

Men hvis jeg nu beholder min Viggo i hånden - mon jeg så ikke klare den?!!!

- Anna Ejegod