Perfekt?

 Perfekt?

I søndags lå jeg med tømmermænd, og filosoferede over hvorfor vi som mennesker vil udsætte os for blod, sved og tåre for at opnå en trænet muskuløs krop, der har som formål at kunne vises frem med stolthed, som et udarbejdet produkt. Et produkt der lever op til den ideale figur, der er fastlagt af blandt andet de nationale samt internationale medier, der hier efter at danne et billede af "Det perfekte". Men hvad er det perfekte egentlig?

 Når man stiller det spørgsmål, vil man stå tilbage med mange forskellige svar. For hvem bestemmer, hvad vi individuelt betegner som det perfekte?

Hvis man spørg en gammel mand og en teenager hvad de synes der er det perfekte, får man højst sandsynligt to vidt forskellige svar. I og med, at de to personer har hver deres form for livserfaring vil deres svar ligeledes afhænge af dette. Teenageren vil muligvis sige: "en smuk krop og godt med penge",  mens den gamle mand måske vil sige: "Det, at jeg har mennesker omkring mig, som gør mig glad og mit liv værdigt, er et element som jeg forbinder med perfekt." - Lidt et andet bud, men et svar som vi nok alle kan følge. Jeg synes personligt, at det er noget vi mennesker bør tænke over. At sætte pris på det vi opnår sammen med andre mennesker, for det er noget der i min verden, er det der er værd at kæmpe for. Det at være stolt over sin egen indsats i livet, men i sammenhæng med andre, vil være noget, der vil være i os for altid. Noget vi har fælles, noget vi har kært. 

Jeg tænker tit over om jeg gør det? Sætter pris på mine venner, min familie og ikke mindst min klasse. Og det synes jeg egentlig jeg gør. 

Men som ung i det moderne samfund er ens fokus ofte rettet mod, hvordan vi klæder os, hvor stor kapital man er i besidelse af, men også ens kropslige udstråling. - Eksempelvis i gymnasiet, da man som elev kommer ind i en ny verden, hvor det gælder om at føre sig frem og klare sig bedst muligt i forhold til de andre. Venner eller fjender, så har man en konstant stemme i nakken, som siger at du skal være et skridt foran de andre. Jeg kunne forestille mig, at det er derfor at mange elever synes, at det er hårdt og stressende at gå i gymnasiet. Vi glemmer at nyde, at vi er unge og værdsætte at det vi har sammen, er det, der gør gymnasiet til de tre bedste år i vores liv. Alt dette fordi vores fokus er disponeret forkert.

Man er tvunget til at fremstå så perfekt som muligt via stil, derved penge og en top-trænet krop, der kan leve op til de krav, vi bliver stillet. Vi presser os selv til det yderste for at leve op til de krav, der især blevet stillet igennem blandt andet de sociale medier, som alle påvirkes af, på den ene eller anden måde. Mens nogle kommer helskindet igennem af dette mareridt, tager andre skade og mister ofte selvtillid og selvværd. Men det er her vi er nødt til at stoppe op og stille os selv spørgsmålene:" Hvad er det perfekte for mig, og hvad gør mig glad?"