Er jeg flink for din eller min skyld?

Er jeg flink for din eller min skyld?

Torsdag aften d. 14 april, skulle jeg ud at køre med min kørelærer. Jeg skulle lære at køre nattekørsel og var derfor inde inde i byen, usædvanligt sent. På vej mod Park allé hvor jeg skulle med bussen, stødte jeg ind i to fremmede, udenlandske kvinder. De var begge fra Øst Europa, og på trods af den manglende dansk og engelsk, var de alligevel begge ivrige efter at snakke med mig. Til enhver anden tid, ville jeg have haft en utroligt afvisende attitude, så selv de to Øst Europæiske piger, aldrig ville have været i tvivl om, at jeg ikke ville bruge min tid, på at snakke med dem. Men denne aften tænkte jeg ”hvorfor ikk”, og valgte derfor at høre hvad de havde at fortælle. Måske fordi jeg ikke havde travlt, eller måske fordi de to Øst Europæiske piger, faktisk så ret godt ud. Jeg ved det ikke.

En af de to unge piger, spurgte mig på en blanding af dansk og engelsk, meget kort og præcist om jeg troede på liv efter døden. Til hendes store ærgrelse måtte jeg svare et ærligt nej. Efterfølgende spurgte hun så, om jeg virkelig ikke troede på at der en mening med livet og hvorfor vi er her, og da jeg igen svarede nej, begyndte hun så at snakke om noget der faktisk fangede min interesse.

Den unge pige mente, at hun var her på jorden, for at behandle andre mennesker godt, så hun i sidste ende, enten ville komme i paradis, eller få lov til at leve endnu et liv på jorden.

Jeg synes det var spændende, fordi alle andre ville svare, at de skulle behandle mennesker godt, for at virke flinke og hjælpsomme. Men hende her pigen gjorde det altså i bund og grund for sin egen skyld.

Efter jeg nu er blevet 18 år gammel, og blevet tildelt den nye status som voksen, følger der også andre bemyndigelser med. Nye privilegier, som at kunne anskaffe sig et kørekort, stemme ved valg eller at gå i byen, uden angsten for at dørmanden prikker en på skulderen vel og mærket. Alt meget gunstigt og noget der i den grad har været længeventet. Ikke nok med det, er det også blevet tid for mig til at tage stilling. Hvordan vil jeg opføre mig? Hvem vil jeg imponere? Og er der nogen, som jeg ser op til? Jeg er kommet frem til, at der kun er én person, for hvem jeg skal bevise at jeg kan opføre mig ordenligt, én person jeg skal se op til, og én person jeg skal imponere. Og det er mig selv.

Er jeg selv tilfreds er det godt nok, og hverken en gud eller andre større magter, skal bestemme hvorvidt jeg skal have lov til et liv mere ud fra hvordan jeg opfører mig. Det kræver selvfølgelig en del selvdisciplin, at kunne sortere i ens mere og mindre gode opførelser, men jeg tror at det er fint nok.

Hvem jeg ser op til?

Jeg ser op til mig selv.  

Godt nok ikke mig nu, men mig om 10 år. Ja, mig om 10 år er den person jeg vil være. 

Så vil den kloge læser sikkert spørge, ”Mads, er du så perfekt om 10 år?” og til det kan jeg svare et rungende nej.

Fordi så vil den person jeg ser op til, igen være mig om 10 år.

Altså altid være 10 år foran.

Jeg vil aldrig nå mit mål, men det er okay. Fordi det efterlader mig med noget jeg kan jage og se op til.